Personlige beretninger med erfaringer om komplementær, alternativ behandling af kræft må meget gerne sendes til foreningen, se under Kontakt Os.

Bønnens og tankens kraft hjælper på ”brystkraft”

Arbejde i kemikalieindustrien

Som 17 årig i 1963 blev jeg ansat som laborantelev og arbejdede med kemikalier og rensevæsker indtil 1969, hvor jeg fik mit første barn. Dengang tænkte jeg ikke på, hvad det lille foster/barn var blevet udsat for. Efter fødslen var jeg hjemme i 10 år for så at vende tilbage i 1980 stadig med kemikalier.

En helt ny verden åbnede sig for mig, da jeg i 1993 startede på uddannelsen som Zoneterapeut. Fra da af ændrede jeg meget i min kost og tog forskellige udrensnings- og fastekure. Stille og roligt forsvandt først svine- og oksekød, senere kalvekød, i en årrække spiste jeg kylling, kalkun og fisk, samt grøntsager og frugt.

Mit liv har ikke været lige ud af landevejen, der har været bump undervejs, såsom et sygdomsforløb i 1999 hvor min mand, som jeg på dette tidspunkt havde været sammen med i 10 år, atter får konstateret lymfekræft – Hodgkin – som kom igen efter 20 år. Fra det blev konstateret og til han døde, gik der seks måneder. Jeg fulgte ham i hele forløbet. Jeg var med til kemobehandlingerne, som jeg følte endte med at tage livet af ham. Efter det forløb sagde jeg til mig selv: ”Jeg skal aldrig have kemo”, men det skulle jeg så 5 år senere, jeg bruger ikke de ord mere, da jeg har erfaret, at alt kan ske, afhængig af hvor vi er i livet, og hvordan vi håndterer det. Vi mødte hinanden på Kemisk Værk Køge, i dag Sun Chemical, som jeg forlod i 1995. Men vi havde begge haft med kemikalier at gøre i mange år, min mand flere end jeg.

Kræften sætter sig i sindet

Et halvt år efter min mands død får jeg en kæreste, som jeg ”on and off ” er sammen med i 10 år. Det var selvfølgelig for hurtigt set i bakspejlet, jeg tror, vi havde brug for at trøste hinanden, jeg efter min mands død, han var i en skilsmisse.

På et tidspunkt må jeg bede min kæreste om at flytte, jeg kunne ikke finde ud af, hvem jeg var, eller hvilke behov jeg havde. Jeg måtte erkende, at vi hver især gentog gamle mønstre. Der gik et halvt år, før han flyttede, samtidig var min ældste datter blevet indlagt på psykiatrisk afdeling. Det blev bare for meget for mig og set tilbage, er det her ,jeg kom så meget i ubalance, at kræftcellerne fik grobund.

Kræften bliver konstateret

I marts 2004, fik jeg konstateret brystkræft, i en alder af 58 år. Jeg fik et chok, både fysisk og psykisk. Når jeg beskriver det på den måde, er det fordi, jeg betragter kroppen med alle organer, der igen består af celler, som værende det fysisk levende, til forskel fra det psykiske, som er hvad vi tænker og mener, og sjælen, som den vi har med os gennem ” livene”. Jeg har en meget stærk tro på, at vi ubevidst/bevidst påvirker vores celler, ud fra måden vi tænker på. Jeg talte med mine celler hver dag i hele forløbet, og gør det stadig, da det er mit liv.

Mine celler slog en kolbøtte, da jeg spillede ROMANZA meget højt og sang for fuld styrke

I hele forløbet spillede jeg meget musik, chokket blev forvandlet med cd`en ROMANZA af Andrea Bocelli, jeg spillede den meget højt og sang for fuld styrke, med det resultat at alle cellerne i kroppen slog en kolbøtte, startende ved fødderne og så rullede følelsen op gennem hele kroppen. Det var meget stærkt, jeg kan næsten mærke det endnu. Jeg måtte erkende, at jeg havde været ude på en kant, men med denne oplevelse var jeg ikke et sekund i tvivl om, at det var livet jeg ville, og at jeg nok skulle klare, hvad der måtte komme.

Jeg har ligeledes bedt meget, forstået på den måde, at jeg tror på, at der er mere mellem himmel og jord, end hvad vi lige kan måle og veje. Inden jeg startede på kemobehandlingerne, fortalte jeg mine celler, at ”vi” (når jeg skriver ”vi” betyder det min krop og sjæl) skulle have en lidt anden kur, end vi tidligere havde prøvet (idet jeg tidligere har været på fastekure m. m.), og at dette var nødvendigt, da vi skulle følges ad i rigtig mange år. Det var meget vigtigt for mig at lade mine celler forstå, at jeg holdt utrolig meget af dem, og at ”vi” sammen skulle igennem dette på den absolut bedste måde.

Jeg blev opereret, hvor jeg fik fjernet venstre bryst og nogle lymfeknuder, men lige inden havde jeg og mange af mine veninder bedt til, at alt måtte gå godt, og at det måtte være kærlige hænder, der opererede. Dagen efter kom personalet med forskellige piller blandt andet mod smerter, men jeg tog dem ikke og fik aldrig ondt, de var ret uforstående, men jeg undgik at belaste mine organer. Jeg har i mange år udøvet ”De 5 Tibetanere” hver dag, og det fortsatte jeg med efter operationen, da jeg ikke ønskede, at min skulder skulle blive stiv, som ofte er en følgevirkning. Den er ligeså mobil som den anden den dag i dag. Ca. tre uger senere startede jeg kemobehandling. Det var aggressiv kræft, jeg blev behandlet for, hvorved jeg mistede håret.

Jeg velsignede kemo væskerne

Jeg tænkte positivt om alt, f. eks. når jeg skulle have kemo, startede jeg med at velsigne væskerne, dernæst bad jeg til, at min krop kun ville optage det af væskerne, den havde brug for, og at resten måtte blive neutraliseret. Jeg fik 7 behandlinger i alt, og det var først ved de 2 sidste, jeg kastede op den dag, jeg fik kemoen, så blev jeg mig selv igen. Efter 5. behandling var jeg til lægesamtale, hvor jeg gav udtryk for min tvivl om, hvorvidt jeg behøvede strålebehandling, hvorefter lægen fortalte, at hvis jeg ikke tog behandlingen, og kræften kom igen, så kunne de ikke redde mig, og jeg ville dø. Til den besked sagde jeg inde i mig selv ”det skal jeg nok selv bestemme”. Jeg eksperimenterede lidt med pillerne og fandt ud af, at dem jeg skulle tage derhjemme, dem behøvede jeg ikke, så hvorfor belaste min krop mere end højst nødvendigt. Jeg holdt energien hele vejen igennem, selv midt i forløbet var jeg i Prag sammen med min søster, som er 3 år yngre, og vi overkom nøjagtig det samme. En sygeplejerske spurgte, hvad jeg gjorde, man kunne ikke se, at jeg havde kræft. Jeg fortalte, at jeg gik i latterklub, som var på det højeste på det tidspunkt. Det var fantastisk at mærke, hvad det gjorde ved krop og psyke.

Under hele forløbet supplerede jeg med vitaminer og mineraler, jeg brugte pendul til at finde ud af hvilke og hvilke mængder, jeg havde brug for, jeg husker ikke hvor tit jeg gjorde det. Jeg tog almindelig multivitamin, ekstra C, B, Calsium, Magnesium og Zink. Jeg drak også noget fra en flaske, som gav energi, men da det er mange år siden, kan jeg ikke huske navnet. Jeg pendulerede også hvilket firma produkterne skulle være fra. Efter hele forløbet supplerede jeg dagligt med Selen m. Zink og Q 10, men det sidste halve år har jeg ikke skullet have Q 10.

Efter operationen fik jeg åbnet for mine lymfer i armhulerne og efterfølgende kraniosakralhealing hos en alternativ behandler, og det har jeg fået lige siden hver måned.

Intuition og tegnene

Det var også meningen, at jeg skulle have 24 strålebehandlinger, jeg var meget i tvivl, om jeg nu behøvede dem. Efter lange overvejelser valgte jeg at starte og se, hvad der skete og bad, til at jeg måtte få et tegn på, hvornår jeg skulle stoppe. Da jeg efter 4. behandling kom ud til min bil, lå der en sø af benzin under den, den kunne ikke køre, den havde mistet energi, fuldstændig som jeg selv følte, at jeg mistede energi, og jeg havde en meget stærk følelse af, at hvis jeg fortsatte, så ville jeg måske dø. Jeg fulgte min intuition og stoppede forløbet. Jeg bad til, at lægerne ville respektere min beslutning, hvilket de heldigvis gjorde. Det var nok det sværeste i forløbet at sige fra over for autoriteten. Det føltes bare så rigtigt, jeg dansede rundt af glæde. Selv dyrene i min have kom tættere på end nogen sinde, og som min meget ”vise” veninde sagde, de viser dig jo, at du følger din natur.

Kostændring til basisk og økologi

Efter mit sygdomsforløb stoppede jeg helt med at spise kød, men fisk var stadig en del af menuen dog ikke hver dag, stille og roligt forsvandt den også fra den daglige kost. Jeg spiser lidt, når jeg er inviteret ud.

I dag spiser jeg masser af friske grøntsager, frugtjuicer, mandler, valnødder og andre kerner, brød, boller helst uden hvidt mel, smør, hørfrøolie, olivenolie, kokosolie, havremælk, frisk gurkemeje, ingefær, hvidløg, friske krydderurter og spirer. Jeg undgår helst føde med for meget syre, idet kræftceller trives godt i et surt miljø. Alt er økologisk og har været det i mange år.

Under hele forløbet var jeg alene, mine børn var flyttet hjemmefra, og det havde jeg det godt med forstået således, at fra jeg fik diagnosen, fortalte jeg familie, veninder og venner, hvordan jeg havde det, og hvad der skulle ske, men oplevede, at det blev det værste i forløbet, idet jeg blev påvirket af deres angst for mig. Så da jeg stoppede med strålebehandlingen, fortalte jeg det kun til de ganske få, som kunne håndtere det. Familien har først fået det at vide mange år senere. Min datter har et langt forløb, hvor hun blev dårligere og dårligere. Det ender med hendes død i 2007.

I 3 år levede jeg af de penge, jeg fik for sommerhuset. De blev en investering i mit liv, det bedste jeg har gjort for mig selv.

Efterfølgende valgte jeg at sælge det sommerhus, hvor jeg boede, og flyttede i lejlighed i et nyt etagebyggeri. Jeg skilte mig af med alt, hvad der har med min fortid at gøre, da jeg får en følelse af at være født på ny. Det var en fantastisk befrielse, ny lejlighed, nye møbler m.m. En følelse af renhed, en fred og ro til at fordybe mig i mig selv og finde ud af, hvorfor jeg fik kræft. Det blev lidt af en proces, hvor jeg skulle give mig selv kærlighed, lytte til mit hjerte, lære at sige fra og til.

Bønnen og tankens kraft

I skrivende stund har jeg været alene i 6 år, hvor jeg har lært mig selv bedre at kende. Jeg har oplevet, hvor stærk ”tankens kraft” er! Det er en af de stærkeste energier, der findes. Derved bliver vores liv, og hvad vi tænker, ret så tankevækkende.

Jeg kan kun anbefale andre, der er eller kommer i samme situation, selv om der ikke er to tilfælde, der er ens, om at bruge bønnen og tankens kraft. Apropos KRAFT, så kommer jeg i tanke om, at da jeg skulle udfylde papirerne til sygedagpenge, skrev jeg under årsag bevidst: ”BRYSTKRAFT”, fordi jeg vidste, at det ville give mig en KRAFT, som jeg ikke kendte til på det tidspunkt. Der er mange måder at håndtere livet på, dette var min.

Kærlig hilsen

Katrine

Som lovet, min historie: En dødsdom på 10 MÅNEDER er nu blevet til FEM ÅR! Og jeg har det godt.

Med venlig hilsen
Anette Tryk for billede

Gennem foråret og sommeren 2010 begyndte jeg at få nogle underlige anfald. Disse kom ofte, når jeg var stresset eller rørte mig for meget fysisk. Jeg fik ligesom en ”lykkerus” …. så ting, der blev smukkere og smukkere …. efterfulgt af kvalme, hovedpine, ubehag og hjertebanken.

Hos kiropraktor

Jeg havde på daværende tidspunkt fire jobs, så jeg slog det hen med, at jeg nok var stresset. En kiropraktor opfordrede mig dog til at få mit hoved scannet. Han mente, der kunne være tale om epileptiske anfald. Jeg havde via mit job en sundhedsforsikring, så jeg var klar over, at jeg nok kunne blive tjekket hurtigt.

Hos neurolog

Jeg kontaktede dagen efter en neurolog og blev på hendes klinik scannet samme aften. Her konstaterede hun, at jeg havde en tumor på cirka 5 centimeter i hjernen. Hun ville dog lægge “hovedet på blokken” på, at det ikke var kræft, men en godartet tumor!! Mine underlige anfald tog dog til, og jeg fik af denne læge oplyst, at hjernen udvider sig, når man laver noget fysisk. Det udløste disse anfald, og det var epilepsi. Tumoren sad tæt ved mit følecenter i hjernen, og derfor fik jeg disse underlige anfald.

Jeg fik senere konstateret, at det var kræft og blev indstillet til en operation, som varede fire timer.

Hos healer

Da jeg vågnede efter operationen, stod kirurgen ved min seng … (Der var faktisk otte af ham, da mine synsnerver var blevet beskadiget … mit syn kom tilbage efter et besøg hos en healer … en fantastisk healer … hun healede mine øjne og vi bad universet om hjælp … jeg har set normalt lige siden … på trods af, at lægerne havde sagt, at mit syn nok ikke ville blive normalt igen)

Efter operationen

Følgende ord blev sagt lige efter min operation: “Nå, operationen gik godt, men du skal nok ikke udsætte noget i dit liv. Den tumor, du har – et Glioblastom IV – er en meget aggressiv form for hjernekræft, og du skal nok ikke regne med at leve mere end 10 måneder”. Jamen, tænkte jeg, lægen må da tage fejl! Men desværre nej, jeg skulle nu gennem 30 strålebehandlinger af hjernen og kemoterapi i et halvt år. Den diagnose kan ifølge lægerne ende med en dødelig udgang. Jeg lå der på 9. sal og tænkte ”… alt det her gider jeg ikke gennemgå, hvis jeg alligevel kun skal være på denne jord ti måneder mere”. Jeg overvejede alvorligt at hoppe ud fra 9. sal. Jeg nævnte for sygeplejersken, at jeg ikke gad gå igennem alt dette for at dø. Så blev alle kanoner kørt frem. Både psykolog og præst blev tilkaldt.

En fantasifjende

Præsten var rigtig god at tale med. Han spurgte, om jeg ikke kunne forestille mig, hvordan jeg kunne leve videre. Pludselig kom et billede til mig af zoologisk have …. Jeg forestillede mig, at en eller anden skubbede mig ned i bjørnegrotten, og der sad jeg så. De store bjørne nærmede sig – så hvad nu? Ok, jeg er normalt ikke lige typen der bare affinder mig med alt. Så jeg ville kæmpe for at komme op derfra, og det gjorde jeg … jeg blev ikke spist. Wupti. Nu så jeg, at min kræft var en bjørn …. jeg skulle bare være foran konstant, være klogere og hurtigere, så ville den aldrig fange mig. Se sådan ser jeg min diagnose i dag. Jeg har en bjørn der lurer … men lad den bare glo! Den får mig ALDRIG.

På Humlegården

Da jeg så havde besluttet mig for, at jeg ikke ville dø lige nu, SÅ skulle der kæmpes. Jeg valgte at tage på Humlegården (som desværre ikke findes mere). Der blev jeg mødt af en læge, der sagde til mig: ”Hvad i alverden har lægerne dog sagt til dig … vi har flere patienter her med samme diagnose, og flere har levet i mere end otte år!” Ok, den var ny. Denne læge gav mig blod på tanden … kunne de andre leve så længe, ja – så kunne jeg også. Jeg fik mine strålebehandlinger, mens jeg var der, kom til hægterne med god mad og så videre, lærte hvordan mit “nye liv” skulle se ud. Kostændring, søvn og livsstil. Jeg var der i 14 dage og så måtte jeg videre … min kasse var ved at være tom.

C-vitamin behandling

Så skulle jeg i kemoterapi. Jeg opsøgte læge Claus Hancke på Institut for Orthomolekylær Medicin (IOM) i Lyngby med henblik på at få Redox-behandling, dvs. højdosis C-vitamin-behandling. Her fik jeg samme oplysning, som jeg gjorde på Humlegården. Ifølge Claus Hancke kunne han ikke helbrede mig, men forlænge mit liv på en god måde … hvad mere kan man love et menneske der er blevet erklæret terminal … Der ville jeg behandles. Lægerne på Riget var ikke enige: ”C-vitamin-behandlinger kan ødelægge kemobehand-lingen”.

Forbøn

Gudskelov for, at jeg lyttede til mig selv. De ti måneder, jeg havde tilbage af mit liv, er nu blevet til 5 år … og jeg har det godt. Jeg havde en resttumor efter operationen, da det ikke var muligt at fjerne alt uden at ødelægge hjernen, altså mig. Den ville bare være der og måske blive aktiv igen. Jeg hørte om forbøn hos Hans Berntsen via min egen præst fra kirken. Ok, det var gratis og gjorde nok ikke ondt, så det skulle også prøves. Efter 2 x forbøn hos Hans B. måtte overlægen på Riget tage sig en ekstra kop kaffe. Resttumoren var helt væk. Jeg kunne ikke takke Vor Herre nok.

En forskrækkelse

Jeg fik så et tilbagefald i 2014. Lægerne var ved at skræmme livet af mig. ”Så nu er den gal. Vi må se, om vi kan forlænge tiden lidt!”. Da jeg vågnede efter endnu en fem timers operation, fik jeg den besked, at det ikke var en tumor, men ARVÆV. Jamen altså. Igen skulle jeg forsøge at komme psykisk og fysisk ovenpå. Det var og er IOM-klinikken i Lyngby og Claus Hancke, der hver gang har støttet mig og hjulpet mig på plads igen, givet mig livshåb og mod igen, ofte med ordene fra Claus Hancke: ”Åh nej, hvad har de nu sagt til dig?”. Han kender blikket i mine øjne, når jeg kommer fra Riget. P.t. har jeg et tilbagefald (siger de). Jeg har det godt, så jeg har mine stunder, hvor jeg tror, de tager fejl … og mon ikke de gør … min tillid til deres viden, dødsdomme og manglende empati er lig 0. Troen på, at jeg tror mere på mig selv … altså, at de tager fejl, holder mig kørende og ved godt mod. Så jeg er på kemo igen igen, men tåler det helt fint. Hundrede procent sikkert, fordi jeg samtidig får mine C-vitamin behandlinger. Det er jo faktisk dokumenteret i dag, at disse to behandlinger givet samtidig fremmer kemoterapiens virkning og mindsker bivirkningerne ved kemobehandlingen.

Optimisme

Så mit liv er i dag, at jeg er I LIVE og har et godt liv. Måske endda bedre end det, jeg havde før. Ja, det lyder underligt måske, men i dag lever jeg. Før tog den ene dag bare den anden … sådan er det ikke mere. Jeg glæder mig over hver dag, intet bliver taget for givet. Jeg har holdt hovedrengøring imellem vennerne … såkaldte venner. Mange er skiftet ud og rigtig mange dejlige mennesker er kommet til. Jeg nyder hver en C-vitamin-behandling, jeg får. Der er altid en positiv og fornuftig læge at tale med … vel at mærke en, som gider holde mig i live. Der er de sødeste sygeplejersker, som altid har tid til en snak. Og så alle de vidunderlige medpatienter. Vi støtter hinanden, giver hinanden gode råd, vi kan være bange sammen og blive forstået. Nå, ja, der bliver nu ligeså ofte grinet meget, når vi sidder i behandling. Jeg går til forbøn hos Hans Berntsen hver gang, han er i København. Jeg tror på, at en bøn til Jesus hjælper …. jeg beder selv hver morgen og aften, og jeg er sikker på, at jeg bliver hørt.

Så livet ser nu sådan ud, at jeg kun er sammen med mennesker som tilfører mit liv noget godt og positivt. Jeg spiser økologisk mad …, ingen sukker …. jeg har fundet mange gode opskrifter på lækre kager og så videre – jeg er nemlig et madøre. Jeg får alle de helsetilskud, som vi bliver anbefalet på klinikken plus det ekstra, jeg har fundet og læst mig frem til skulle gøre noget godt mod kræften.

Ens krop er intelligent og husker alt, hvad man fortæller den. Så jeg siger højt flere gange om dagen: ” Jeg ER rask og forbliver rask”. Der står også på mit spejl: “Jeg er helt rask”. Jeg har læst, at cellerne tror på alt det, de hører, så jeg siger det højt. Jeg lever helt regelmæssigt, går i seng hver aften klokken 22 – ja hver aften, også Nytårsaften. Jeg har fundet ud af, at kroppen har det så godt, når man lever regelmæssigt.

For at hjælpe andre i samme situation har jeg oprettet en blog www.genstartet.dk. Her forsøger jeg at give gode råd og dele mine erfaringer. Jeg håber, min historie kan give en syg et kærligt skub i den rigtige retning. Man skal ikke altid stole blindt på, hvad der bliver sagt til en på et hospital …. de tager også fejl, og det er jeg da et levende bevis på.

Forkortet af redaktionen

Kræftramt mor siger nej til kemo: Sådan vil hun snyde døden

Fra Ekstra Bladet d. 03.06.2016

I 2015 blev lægesekretær på Rigshospitalet, Tannia McCarthy, pludselig patient på sin egen arbejdsplads, da hun fandt en kræftknude i brystet. Et år senere har lægerne opgivet at redde hendes liv, men den 34-årige mor har en anden plan

‘Tannia, vil du ikke nok … ‘

‘Du er nødt til at stole på lægerne’

‘Hvordan tør du sige nej?’

Familie, venner og bekendte bekymrer sig i bedste mening. Det ved 34-årige Tannia McCarthy godt.

Men hun kan ikke bruge andres tvivl til noget.

Hun er nødt til at lytte til sin krop. Uden helt at kunne forklare, hvad der rører sig inde i hende selv, ved hun bare, at hun ikke kan klare at få mere gift i kroppen. At det vil gøre hende for syg. Det er derfor, at den unge mor dette forår har valgt en anden vej end lægernes: Og takket nej til kemo.

Tannia McCarthy er 34 år og mor til Adam på fire år. På Caremaker samler hun ind til alternativ behandling. Til at begynde med går hun ellers den traditionelle vej.

Knuden bliver opdaget tilfældigt en lørdag eftermiddag i slutningen af februar 2015. Tannias mand, Kenneth, giver hende et kærligt båt på brystet og mærker en hård kugle, som ikke plejer at være der. ‘Jeg har kræft’ er Tannias første tanke. Hun går i panik og tror, at hun skal dø fra sin famiile. Fra sin søn, Adam, som på det tidspunkt kun er to år gammel.

Alle omkring hende prøver at berolige Tannia. Det samme gør lægen, da hun straks efter weekenden bliver undersøgt. ‘Du er alt for ung til at få kræft. Det er sikkert bare en vandcyste’, er beskeden, og den får Tannia til at slappe lidt af.

Da hun to dage senere finder ud af, at det endelig er lykkedes at blive gravid med barn nummer to, er hun lykkelig. Knuden bliver skubbet i baggrunden. Nu kan hun ikke få en mammografi – det kan skade fosteret – så Tannia bliver i stedet ultralydsscannet, og for en sikkerheds skyld tager lægerne en biopsi.

Resultatet får hun ved en lægesamtale fredag 6. marts. To dage forinden mister hun barnet ved en spontanabort. Tannia er ked af det, og hun sørger, men til gengæld føler hun sig ikke nervøs for samtalen. Hun har egentlig tænkt sig at møde op alene, men fortryder i sidste øjeblik og spørger en kollega, om hun vil gå med. De er begge lægesekretærer på Rigshospitalets afdeling for vækst- og reproduktion. Sammen går de gennem gangene på Riget for at komme til brystkirurgisk afdeling. Taler om, hvor mærkeligt det føles, at Tannias fremtid skal afgøres inden for de næste tyve minutter. Om hvordan hendes liv bliver, hvis der nu alligevel er noget. Tannia mærker koldsveden, mens hun sidder i venteværelset.

Da hun kommer ind på kontoret, fornemmer hun med det samme, at der venter hende dårlige nyheder. Ellers ville der ikke være både en læge, en reservelæge og en sygeplejerske til stede. Da lægen lægger an til at tage ordet, kan Tannia se det i hendes øjne. Ordene flyder sammen, men Tannia har kræft. Hun skal opereres. Og have kemoterapi.

‘Skal jeg dø’? er det første hun spørger om.

‘Nej, selvfølgelig ikke’, siger lægen, der dog ikke kan sige, hvilket stadie kræften er i. Men Tannia skal nok blive rask.

‘Hvem skal tage sig af Adam under kemoen?’

‘Dig’, lyder svaret.

– Hvis jeg bliver terminal – hvis jeg skal dø – så skal der være orden i tingene. Det skal ikke være besværligt for min familie. Papirer skal være i orden og begravelsen arrangeret. Sådan har jeg det bare. Men det er ikke noget, jeg tænker på lige nu. Jeg satser jo ikke på, det bliver aktuelt. Foto: Linda Johansen
Tannia ringer efter sin mand. Og så kører maskinen. For Tannia er det dybt grænseoverskridende pludselig at være patient på sin egen arbejdsplads, men på den anden side kender hun systemet, og hun har fuld tiltro til det.

Alt går da også efter planen. Knuden bliver fjernet, og det har ikke umiddelbart spredt sig. En gentest afslører, at Tannia har den såkaldte BRCA1-genfejl, der medfører betydeligt øget risiko for bryst- og æggestokkekræft, så hun får fjernet begge bryster og erstattet dem med implantater. En af hendes æggestokke bliver frosset ned, så hun kan få børn efter kemoterapien, som gives forebyggende. For at være på den sikre side.

Tannia har aldrig i sit liv været så syg som under de seks kemobehandlinger. Hun har konstant kvalme og kæmper en daglig kamp for ikke at kaste op, fordi hun for alt i verden ikke vil tabe sig. Ofte har hun ingen kræfter til at tage sig af Adam og lege med ham. Hele familiens liv er lammet. Mens Kenneth sørger for det praktiske, og Tannias mor kommer ned fra Grønland for at hjælpe, ligger Tannia i sengen og føler sig træt som en 70-årig. Alle knogler i hendes 53 kilo spinkle krop gør ubeskriveligt ondt.

En aften er smerterne så uudholdelige, at hun bare ligger på stuegulvet og græder. Især benene gør ondt helt ind i knoglerne. Det føles, som om hun skal dø. Det eneste, der hjælper, er når Kenneth sidder ved siden af og masserer hende lægge og lår.

‘Jeg skal aldrig igennem det her igen. ALDRIG’ siger Tannia til sin mand efter sidste kemobehandling 11. august 2015. Den gjorde hende for syg. Og det tærede for meget på hele familien. Han kommenterer det ikke rigtigt, udover ‘Lad os nu se’. Og det er heller ikke nødvendigt, for kræften er væk.

– Det er simpelthen så vigtigt for mig selv at gøre noget for at kæmpe mod kemoen. Alt for mange læner sig tilbage i sofaen og venter på, at lægerne gør dem rask. Det forstår jeg ikke.
Men den kommer igen. Mindre end et halvt år senere – i januar 2016 – mærker Tannia en ny knude i armhulen. Mens hun stadig ligger på briksen under ultralydsscanningen, får hun at vide, at kræften nok er kommet tilbage. Det udløser et angstanfald. Hun ryster over hele kroppen. I telefonen til sin mand skriger og græder hun: ‘Du skal komme herind. NU’.

Et nyt chok venter, da hun en uge senere skal til lægesamtale. Tannia har ikke en, men to knuder i armhulen, og kræften har spredt sig til lymfer i halsen, på kravebenet og en række af lymfekirtler ned langs brystbenet.

Det er umuligt at operere, får hun at vide. Lægerne vil lægge en behandlingsplan for at holde kræften nede og forhindre det i at sprede sig. Men fordi Tannia har fået tilbagefald så hurtigt, skal hun ikke regne med at blive kræftfri. Hun får ingen prognose. Lægerne bruger ikke ordet ‘terminal’, men de kan heller ikke sige, hvor længe kræften kan holdes i skak. De råder hende til at vænne sig til tanken om, at Adam måske aldrig bliver storebror.

– Jeg kan slet ikke rigtig huske, hvad jeg sagde til det møde, siger Tannia i dag.

– Men jeg var chokeret. Og blev meget bange. For jeg ville jo bare have det ud af min krop.

– Følte du dig opgivet?
– Ja lidt. Det gør jeg stadig. Lægerne vil virkelig gerne hjælpe mig, men de virker magtesløse. De håber, at de kan holde kræften nede, men det er ikke nok for mig. Jeg vil have det ud af min krop. Jeg skal af med de kræftceller. Koste hvad det vil.

Efter kemoterapien har Tannia fået det meget svært ved nåle. Hun kigger væk, mens sygeplejersken stikker, så Tannia kan få C-vitaminindsprøjtning.Behandlingen tager flere timer.

Tøvende siger Tannia ja til mere kemo, men ikke den lægerne foreslår. Det er en kemokur, der stadig er på eksperimental-stadiet og vil indebære indsprøjtninger ligesom den første behandling. Det vil Tannia ikke udsætte sig selv eller sin familie for igen.

I stedet får hun kemotabletter. Bivirkningerne er ikke så voldsomme, men behandlingen gør hende stadig utrolig træt, og Tannia er begyndt at tvivle på, om det er det rigtige. Hun har aldrig tidligere været interesseret i naturmedicin og den slags, men da hun fik kemo i sommer og smerterne var så store, at morfinen ikke kunne dulme dem, følte Tannia sig nødsaget til at ryge pot – det var det eneste, der hjalp. Hun har også været til en healer, som hun synes gør en forskel. Tannia føler sig stærk efter deres seancer.

I februar kontakter hun en ernæringsekspert, lægger hele sin kost om og undgår for eksempel al sukker. Tannia begynder at læse alverdens artikler om alternativ behandlng. Hun har brug for selv at gøre noget.

For Kenneth er det anderledes. Han har altid været mere autoritetstro, og han stoler på, at lægerne ved bedst. Han er skeptisk over for Tannias nye fokus, men selv om han ikke helt forstår det, støtter han alligevel sin kone, da hun i løbet af foråret ændrer kurs.

Ikke fra den ene dag til den anden. Men lidt efter lidt mister hun troen på, at det etablerede lægesystem er det eneste rigtige.

En CT-scanning i slutningen af april skubber hende det sidste stykke. Kræften i lymferne er status quo – det er den gode nyhed – men der er kommet en ny knude. Samtidig er der pletter på nederste del af lungehinden, som lægerne ikke ved, hvad er. ‘En pose blandede bolsjer’ kalder Tannia resultatet. Som fortæller hende, at kemoen ikke virker så godt, som hun ønskede.

Tannias mor, Joanna, bor på Grønland, men er kommet til Danmark på ubestemt tid for at hjælpe sin datter. Her sidder de begge i en klinik i Lyngby. Joanna holder sin datter med selskab, mens Tannia får C-vitaminindsprøjtning.

Hun er allerede begyndt at tage cannabisolie, da hun ved en lægesamtale i Rigshospitalet i starten af maj meddeler, at hun ikke vil have mere kemo. Lægen overtaler hende til en sidste runde af samme tabletter, men halvvejs under behandlingen stopper hun.

Inden da har hun startet en indsamling på Facebook for at få råd til alternativ behandling. Hun går til zoneterapi, får C-vitaminindsprøjtninger og begynder for alvor at undersøge, hvilke muligheder hun har. Men hun bevæger sig også ind i en jungle. Hvad er svindel? Hvad virker? Hvad er rigtigt for netop den kræfttype, hun har? Hvad er spild af dyrebar tid?

Mens pengene tikker ind på Facebook, går hun rundt om sig selv hjemme i lejligheden på Frederiksberg. Hun aner ikke, hvad hun skal vælge.

– Det er jo ikke bare en rød eller en blå trøje, jeg skal vælge imellem. Det er mit liv, det gælder. Mit helbred. Jeg føler mig som min egen læge. Det er jo det, jeg er, siger Tannia. Til sidst må hun give grædende op og ringe til sin storebror. Han hjælper med at skabe orden i kaos. Sammen søger de på nettet, ringer rundt og sammenligner priser.

Tannia har fundet en klinik i Schweiz, der tilbyder homøopati, og det overvejer hun nu. Først vil den 34-årige mor dog forsøge en anden kombinaiton. I juni har en ny scanning vist endnu en omgang blandede bolsjer. Knuderne er større – de er vokset sammen – men kræften har ikke spredt sig yderligere. Lægerne har tilbudt Tannia stråler på de mest ramte steder, og det har hun sagt ja til – i kombination med alternativ behandling.

– Jeg har sagt klart til min læge, at jeg ikke skal have mere kemo nu. Min krop har brug for en pause, og jeg er simpelthen nødt til at prøve det alternative for min egen skyld. Og det har de udtrykt forståelse for. Nu prøver jeg strålerne i seks uger sammen med C-vitaminer og de andre ting, jeg allerede selv gør.

For nogle måneder siden døde en af Tannias Facebook-venner af brystkræft. Hun havde fået tilbagefald kun otte uge,r efter hun var blevet erklæret kræftfri. – Jeg brød helt sammen. Hun havde også en lille dreng, og hvad hvis, det samme sker for mig? Jeg sagde til Kenneth, at han skal finde en ny kæreste, hvis jeg dør. Så han og Adam ikke er alene. Og så begyndte jeg at dele min ting. Fortalte min mor, hvem der skulle have mit tøj og den slags. Det ramte virkelig hårdt.
Den kamp, Tannia kæmper med næb og kløer, kæmper hun for sin søn. Adam, der snart bliver fire år gammel, skal have en mor. Og det er netop, når samtalen falder på ham og fremtiden, at tårer kan slå sprækker i hendes ellers stålfaste tro på og vilje til at slå kræften.

– Adam skal ikke vokse op uden mig. Det må bare ikke ske. Og det er jo derfor, jeg kæmper sådan.

– Tænker du nogensinde, at du ved at vælge kemoen fra, måske frarøver dig tid fra din søn?
– Nej! Aldrig. For jeg er sikker på, at det er det rigtige.

– Men hvordan tør du?
– Det spørger mange om: For de fleste tænker jo, at kemo er det rigtige. Men mit svar er: Du er ikke i min krop. Du ved ikke, hvad der er bedst for mig. Det ved jeg.

– Har du aldrig tanken ‘hvad sker der, hvis jeg vælger forkert?
– Jo selvfølgelig. Jeg tænker da ‘hvad hvis det ikke virker på mig.’ Men kemoen virker jo heller ikke, så jeg må bare håbe, at naturen virker. Og jeg er nødt til at prøve, inden jeg bliver så syg, at der ikke kan gøres noget.

– Jeg kan altid gå tilbage til kemo. Lægerne har givet udtryk for, at uanset hvad jeg vælger, slipper de mig ikke. De vil stadig scanne mig, og det er rart. Men det er vigtigt for mig også selv at gøre en indsats, i stedet for bare at læne mig tilbage og vente på, at andre gør mig rask.

– Hvad er du allermest bange for?
– At min kræfttype er så aggressiv, at den bare ikke er til at nedlægge. Ikke engang med min psyke, der er så stærk. Det er jeg allermest bange for. At jeg ikke er stærk nok til den og ikke får lov til at se min søn vokse op. Og føre ham ud i livet.

Tannia samler ind til sin alternative behandling på Caremaker

Tannias fremtidsplaner: – Om fem år har jeg enten fået barn nummer to eller er højgravid. Jeg er kræftfri, forhåbentlig bor vi i et lille rækkehus, og jeg har genoptaget mit arbejde. Foto: Linda Johansen

TANNIAS ALTERNATIVE VEJ

Total omlægning af kost. Spiser sundt og stort set kun økologisk for at undgå pesticider og lignende. Undgår sukker og mælkeprodukter. Koger og filtrerer vand, så der er færrest muligt bakterier. Tager diverse kosttilskud.

Holder sig fra al smertestillende medicin – det er gift for kroppen.

Sport: Løber og motionerer i træningscenter.

Zoneterapi: Med trykpåvirkninger på Tannias fødder forbedrer en terapeut funktionen andre steder i kroppen. Teorien er, at hele kroppen er afspejlet i delområder af kroppen. Behandlingen styrker immunforsvaret og balancen.

Healing: Består i, at healeren tilfører Tannia helbredende energi blandt andet ved hjælp af håndspålæggelse. Behandlingen skal styrke immunforsvaret.

Almindelig massage: Velvære og muskelafslappende.

Homøopati: Tannia får homøopatisk medicin, som skal genoprette energien i kroppen, så den kan hele sig selv. Behandlingen bygger på princippet om, at et fortyndet stof i små doser kan kurere symptomer, som stoffet selv fremkalder i store doser.

Behandling med cannabis-olie: Tannia tager dagligt små dråber af to typer cannabisolie: THC, som skal få kræftcellerne til at begå selvmord. Og CBD, som skal booste de gode celler i kroppen. Det er THC, der er euforiserende.

Behandling med C-vitamininsprøjtninger: Indsprøjtninger med højdosis C-vitamin to gange om ugen. C-vitamin er et livsnødvendigt stof, der primært findes i frugt og grøntsager, og som styrker immunforsvaret. Ved højdosisbehandlinger får patienter 50-250 gange mere end det anbefalede daglige indtag sprøjtet ind i blodet. Teorien er, at C-vitamin i meget høje doser virker dødeligt på kræftceller.

Det handler om helheden
Fælles for behandlingerne er, at der ikke er bevist en lægevidenskabelig, dokumenteret effekt. Der er lavet laboratorieforsøg i reagensglas og på mus og rotter, og nogle resultater har her været positive, men ingen af behandlingerne har vist sig at have en dokumenteret effekt i forsøg på mennesker – indtil videre i hvert fald.

Det ved Tannia godt. Men for hende er det kombinationen af livsstil og behandlinger, der betyder noget.

– Det er jo også en helhed. Mængden af ting jeg gør. Sådan tror jeg, man er nødt til at se det. Det handler ikke kun om effekten af den enkelte behandling, men om at gøre noget på alle områder, og så tilpasse det til den enkelte person.

* * *

Overlæge: Derfor tilbyder vi kemoterapi

Niels Kroman forstår godt, at patienter bruger alternativ behandling. Men han har det svært med de mennesker, der tjener penge på at tilbyde desperate mennesker noget, der ikke har en dokumenteret effekt.
Når lægerne på Rigshospitalet vil tilbyde Tannia B. McCarthy kemoterapi, er det fordi, at det virker i hele kroppen.

– Hvis der er tegn på, at en brystkræftsygdom har spredt sig eller der er risiko for at den spreder sig, er rationalet, at kemoterapi er bedst, fordi det jo kommer helt ud i fingerspidserne, siger professor og overlæge på Rigshospitalets afdeling for brystkirurgi, Niels Kroman, til Ekstra Bladet.

Han har gennemgået Tannias journal, men understreger, at hun ikke er hans patient. Derfor kan han ikke udtale sig konkret om hendes sygdomsforløb.

Den kræftbehandling, som Tannias læger anbefaler, er en eksperimentel kemokur. Den har vist lovende resultater for patienter med genfejlen BRCR1, og kan måske forlænge Tannias liv, men ikke redde hende. Tannia har sagt nej, fordi hun mener bivirkningerne er for store. Og det dilemma står mange patienter i, fortæller Niels Kroman.

– Der er stor forskel på, hvad mennesker vil gå igennem for en behandling, der kan forlænge livet i forhold til, hvis den kan helbrede dem. Og der er bestemt en del patienter, der siger nej. De fravælger den behandling med allerflest bivirkninger – også selv om det er den behandling, lægerne mener er mest effektiv.

– Hvis du var i samme situation – havde brystkræft og blev tilbudt en livsforlængende, eksperimentel behandling – hvad ville du så gøre?
– Så længe jeg havde kræfterne til det, ville jeg nok prøve det, jeg blev tilbudt. Og så se, hvor store bivirkningerne var. Men hvis behandlingen gav mig et lorteliv, så ville jeg nok … altså, jeg vil hellere have et kortere liv med mest mulig livskvalitet, end jeg vil leve flest mulige dage for enhver pris.

– Og det er jo det dilemma patienter som Tannia står i. Jeg forstår både dem, der siger ja, og dem, der siger nej.

Tannia har sagt ja til lægernes tilbud om stråler i brystregionen i stedet.

– Med stråler kan man ikke behandle hele kroppen – det er forskellen i forhold til kemo. Men lægerne kan stråle en region, for eksempel brystbenet, hvor patienten måske er særligt ramt. Håbet er, at strålerne forhindrer lokale problemer i det område, og at det kan forlænge livet, siger Niels Kroman.

Han vurderer at det kun er omkring en ud af 100, som i starten af et sygdomsforløb helt fravælger den konventionelle behandling til fordel for den alternative vej. Men undersøgelser har vist, at halvdelen af alle brystkræftpatienter i Danmark, bruger en form for alternativ behandling som supplement til kemobehandlingen og/eller stråler. Det kan være alt lige fra kosttilskud til c-vitaminindsprøjtninger, healing osv.

– Jeg bliver ofte spurgt af mine patienter, hvad jeg mener om det. Mit svar er altid: Du skal gøre alt, hvad du synes styrker dig såvel fysisk som mentalt. Jeg bliver ked af det, hvis du fravælger noget af det, vi anbefaler, på grund af alternativ behandling. Og jeg er også rigtig rigtig ked af, hvis det koster dig rigtig mange penge at få en behandling, som vi ikke er sikre på, virker, siger Niels Kroman.

– Hvad tænker du generelt om alternativ behandling?
– Når vi naturvidenskabsfolk går ind og undersøger de forskellige alternative behandlinger, er konklusionen næsten altid, at det ikke virker. Nogle ting har man fundet ud af har en effekt, men så er det jo ikke alternativt længere, for så bruger vi det – uanset om der er tale om naturmedicin eller noget, der er udviklet i et laboratorium.

– Jeg forstår godt, at patienter bruger alternative behandlinger, hvis lægerne har opgivet. For hvad er alternativet? Det er at dø. Men jeg har det svært med, at der er en stor gruppe af mennesker, som tjener penge på noget, som ikke har en dokumenteret effekt, og som tager penge fra folk, som er desperate og i yderste nød.

– På nettet kan du jo se, hvor mange tilbud der er om alt muligt. Og brystkræft er jo den mest hypede kræftform der findes. Derfor fraråder jeg altid mine brystkræftpatienter at gå på google.

* * *

Kræftens bekæmpelse: Hjælp dig selv

Motion mindsker risikoen for at få brystkræft – og for at få tilbagefald.

Det vigtigste kostråd er at spise sundt og varieret. Undersøgelser tyder på, at en fiberrig kost og fuldkornsprodukter kan virke forebyggende i forhold til brystkræft. Formentlig fordi, kostfibrene i tarmen binder østrogen.

Østrogen øger risikoen for kræft, og fordi der dannes østrogen i fedtvæv, har overvægtige øget risiko for at udvikle brystkræft.

Alkohol øger østrogen-niveauet i blodet og dermed risikoen for brystkræft. Forskere skønner, at alkohol er årsag til tre procent af alle tilfælde af brystkræft i Europa.

Forskning har vist, at vores celler – også kræftceller – bruger sukkermolekyler som brændstof. Sukkermolekyler kommer både fra sukker, slik, sodavand osv., men også fra grøntsager, frugt, mælk eller korn, som er vigtige i kosten. Derfor anbefaler Kræftens Bekæmpelse ikke, at kræftpatienter er mere forsigtige over for sukkerholdig kost end andre mennesker.

Kilde: Kræftens Bekæmpelse

Det siger videnskaben

C-VITAMINERNE

Undersøgelser i laboratorium (forsøg på mus og lign.) har vist, at C-vitamin – ligesom kemoterapi – i meget høje doser virker dødeligt på kræftceller. Samme effekt er dog ikke bevist i forsøg på mennesker. På Herlev Hospital har man i et forsøg på over 12 uger givet C-vitamin-indsprøjtninger til patienter med prostatakræft, der har spredt sig til knogler eller organer. Her så man ingen effekt i hverken symptomer eller livskvalitet.

Nogle forsøg har, ifølge Kræftens Bekæmpelse, vist, at C-vitamin modvirker bestemte typer af kemomedicin. Foreningen anbefaler derfor, at patienter rådfører sig med sin læge inden brug af C-vitamin.

C-vitamins antioxidante virkning er grundlaget for teorien om, at vitaminet kan forebygge kræft. Nogle studier peger på, at en kost med højt indhold af C-vitamin medfører lavere risiko for en række kræftformer. Studier med C-vitamin som kosttilskud har dog ikke samme effekt.

Kilder: Læge Torben Kjær Nielsen, Herlev Hospital. Kræftens Bekæmpelse

CANNABIS

Grundet stor interesse for cannabis – og ikke mindst diverse mirakelberetninger verden over – er der de seneste år blevet lavet hundredvis af laboratorieforsøg med cannabis. Flere studier har vist, at nogle aktive stoffer (cannabinoider) i cannabis har en hæmmende effekt på kræftceller. Nogle laboratorieforsøg omvendt vist, at cannabinoider kan have en stimulerende virkning.

Ifølge Kræftens Bekæmpelse har forsøg med kunstigt fremstillet cannabis haft en hæmmende effekt på visse kræfttyper i laboratorieforsøg.

Der er ikke lavet nogen kliniske forsøg med kræftpatienter, som viser noget sikkert om virkninger eller eventuelle bivirkninger ved cannabisolie. Der er flere undersøgelser igang, men det vides ikke, hvornår resultaterne er klar.

Kilde. Kræftens Bekæmpelse, Icak.

HOMØOPATI

Behandlingen bygger på princippet om, at et fortyndet stof i små doser kan kurere symptomer, som stoffet selv fremkalder i store doser. Fx. kan meget små doser af et kvalmefremkaldende stof behandle kvalme.

Homøopati er behandling med piller eller dråber, som skal genskabe kroppens balance og styrke. Medicinen bruges smertelindrende, for at styrke immunforsvaret, forbedre livskvaliteten og minimere bivirkninger af eksempelvis kemo og stråler.

Behandlingen tager udgangspunkt i en holistisk tankegang – både krop og psyke. Behandleren vælger et homøopatisk præparat, der passer individuelt til den enkelte og personens tilstand.

Selv de bedste videnskabelige undersøgelser har, ifølge Kræftens Bekæmpelse, ikke vist, at Homøopti har en bedre virkning end placebo. Nogle ville dog nok indvende, at homøopati ikke egner sig til den slags kliniske studier, netop fordi det er en individuel behandling. Samme lægemiddel kan derfor ikke forventes at virke på alle med samme diagnose.

Kilde: Kræftens Bekæmpelse

Brystkræft i tal

* Omkring 4900 danskere får hvert år konstateret brystkræft.

* Tre ud af fire brystkræftpatienter bliver helbredt. 25 procent får tilbagefald – i gennemsnit efter seks år.

* Hvis brystkræft først spreder sig til andre organer – typisk knogler, lever og lunger – kan det ikke længere helbredes, men man kan ofte leve længe med sygdommen.

* Brystkræft, der har spredt sig til lymferne i armhulen, kan godt helbredes.

* Halvdelen af brystkræftpatienterne er helbredt af kirurgen alene. Alligevel får 95 procent af patienterne kemoterapi og/eller antihormonbehandling efterfølgende. Nogen overbehandles altså, men det skyldes, at ingen ved, hvem i den statistik, der får tilbagefald.

* Den medicinske behandling halverer risikoen for tilbagefald.

Ritt Bjerregaard taler ud om sin kræftsygdom: ”Jeg kommer til at dø af det her.”

Af: Ingelise Skrydstrup, BT d.28. jan. 2016

Ritt Bjerregaard, tidligere politiker og minister.

Ritt Bjerregaard er afklaret med sin kræftsygdom, der har spredt sig, men håber på mange gode år endnu.

Ritt Bjerregaard har prøvet meget i sit 75-årige liv. Men den udfordring, hun står overfor nu, er den største. For den kræftsygdom, hun blev opereret for sidste år, er vendt tilbage og har spredt sig til lungerne.

Derfor kan hun nu kun sætte sin lid til, at kemoterapi kan holde sygdommen i ave længst muligt. Hun er afklaret med, at hun dør af sin sygdom.

»Sådan ender det jo. Jeg ved bare, at det kan trækkes ud, og at det kan gå stille og roligt uden smerter. Men det ender med, at jeg dør af det,« siger Ritt Bjerregaard.

Hun har inviteret indenfor i sit hjem i Kartoffelrækkerne på Østerbro i København. I den lille, lune og hyggelige stue, hvor tulipanerne på sofabordet matcher de røde farver i det ægte tæppe på gulvet. Hendes biografi, der udkom i efteråret, ligger på et lille bord. Ritt Bjerregaard sætter sig i tremmesofaen og byder på et glas af hendes egen æblemost. En af de få flasker, hun stadig har tilbage. Hun ser sund ud. Ser glad ud. Og der er en rolig, afslappet stemning omkring hende. Hun hviler i sig selv.

Opereret to gange

Hun blev opereret for kræft i endetarmen første gang 10. marts sidste år. Efter den første operation fik hun det værre og værre de næste fire uger og måtte så gennem en ny operation. Det tog så hårdt på hende, at hun fravalgte tilbuddet om efterfølgende at få forebyggende kemoterapi. Men ved den opfølgende scanning, først i september og siden i november, kunne lægerne konstatere ’pletter’ på lungerne, der viste sig at være metastaser.

I januar fik hun at vide, at lungekirurgerne ikke kunne fjerne kræften ved operation, men håber at kunne holde den i ave med kemoterapi.

»Jeg begyndte på kemo i fredags og det er en kemo, hvor jeg ikke taber håret, og indtil videre…. 7-9-13 og bank under bordet og det hele…har jeg ikke haft bivirkninger. Jeg har det rigtig godt. Og det er jo derfor, det er godt, at de laver de her opfølgende scanninger. Jeg mærker ingenting og føler mig ikke syg. Tværtimod. Så kom denne besked så, og det er da ikke sjovt. Men det er nu sådan, det er.«

Hvad overbeviste dig om, at kemoen var den rigtige beslutning denne gang?

»Ellers kunne jeg risikere, at det ville brede sig rigtig hurtigt, og så ville det være et kort liv, jeg fik. Så denne gang må jeg sige, at det kan betyde, at jeg får et længere liv. Jeg bliver ikke helbredt. Hvis jeg er uheldig, breder kræften sig videre. Hvis jeg er heldig, så kan kemoen hjælpe mig til at stoppe den. Så jeg var slet ikke i tvivl denne gang.«

Jeg tror, at man først og fremmest skal tro på, at man har det rart, mens man er her. At man kan have det sjovt og passe sine venner, familie og mand

Har du haft overvejelser om, hvorvidt det var rigtigt at sige nej første gang?

»Ja, jeg er ikke i tvivl om at det var den rigtige beslutning. Jeg tror ikke, at jeg havde kunnet klare det. Jeg var så langt nede efter den anden operation, at jeg ikke var sikker på, at jeg ville overleve. Lægerne sagde, at det var noget sludder, men det var min egen fornemmelse.

Hvor vigtigt er det for dig, at du ikke taber håret?

»Det oplever jeg som noget godt. Jeg tror, at jeg hele tiden ville opleve mig som patient, hvis jeg ikke havde mit hår. Jeg synes, at unge kvinder, der taber håret pga. kemo, kan være ganske flotte. Men jeg tror ikke, at man ser så flot ud, når man er 75.«

Var ikke i tvivl

Men diagnosen fra lægerne har en alvor i sig nu?

»Ja, det kan man roligt sige. Denne her gang sagde de, at jeg kunne lade være med at gøre noget og så krydse fingre for, at det tager lang tid, før det breder sig. ’Men vi tror, at vi kan hjælpe dig med, at det ikke breder sig, og at de ikke vokser’. Derfor havde jeg ikke nogen tvivl. «

Det forløb, Ritt Bjerregaard skal igennem, begynder med tre gange tre ugers behandling. Derefter laver de en ny scanning, hvor man vurderer, om metastaserne er skrumpet lidt. Hvis de er det, så fortsætter behandlingen i endnu en periode på tre gange tre uger, og så holder man pause. I den pause begynder metastaserne ofte at vokse igen, og så skal man til ny behandling.

»Når man får kræft i min alder, så er det ikke noget, man skal tage lige så tungt, som hvis man var en ung kvinde med mindre børn.«

»Hvis metastaserne ikke skrumper, kan det være, at de siger, at de ikke kan stille noget op, og så må vi bare håbe på, at de ikke spreder sig.«

Og hvad gør du så?

»Så må jeg bare vente. Den her kræftform er sjældent smertefuld, og det er det gode ved den.«

Forventede du ikke, at du var helbredt?

»Nej, jeg fik jo at vide, at der var tyve procent risiko for, at det bredte sig. Men det var da et chok at få beskeden, for der var jo ikke noget forvarsel. Jeg havde det jo godt igen. Jeg fylder snart 75 og ved godt, at jeg ikke lever evigt. Men døden rykkede lidt nærmere med den besked. Det skal man lige tygge lidt på og kramme sin mand lidt mere og tænke lidt over.«

Er du afklaret i dag?

»Ja altså, jeg tror ikke, at jeg kan gøre noget. Jeg kan spise de piller, bære mig fornuftigt ad og krydse fingrene. Andet kan jeg ikke gøre. Det er ikke så rart.«

Tæt på guldbryllup

Men er du ikke nødt til at håbe og tro på, at det går godt?

»Jeg tror, at man først og fremmest skal tro på, at man har det rart, mens man er her. At man kan have det sjovt og passe sine venner, familie og mand. At jeg kan fejre min 75 års fødselsdag, og vi kan fejre vort guldbryllup. Det er det vigtigste. Jeg kan jo også cykle hen ad gaden og blive kørt ned i morgen.«

Men det må være frustrerende, at du ikke selv kan gøre noget for at få kræften væk?

»Ja, og jeg kan heller ikke forstå, hvorfor jeg har fået den. Men lægerne siger jo, at jeg har alderen. At når man kommer i begyndelsen af 70erne, så begynder de forskellige skrøbeligheder at komme. Så er kroppen brugt gennem et langt liv, og så begynder sygdomme at få plads. Jeg har levet et fornuftigt liv, men har også været udsat for en trafikulykke og haft to fostre uden på livmoderen. Men jeg må også sige, at når man får kræft i min alder, så er det ikke noget, man skal tage lige så tungt, som hvis man var en ung kvinde med mindre børn. Det synes jeg ikke.«

»Jeg bliver ikke helbredt. Hvis jeg er uheldig, breder kræften sig videre.«

Et fantastisk liv

Tænker du anderledes på døden i dag?

»Den er rykket nærmere. Den er blevet en realitet, men man kan ikke rigtigt forberede sig på det. Jeg tror, man skal leve så almindeligt et liv som muligt, og der krydser jeg fingre for, at bivirkningerne ikke bliver for slemme. Hvis man ikke kan noget, så er det sværere at holde humøret oppe.«

Er der noget, du vil gøre anderledes fremover?

»Nej, jeg synes, jeg har haft et fantastisk liv og nået alt muligt. Jeg vil meget gerne have skrevet videre på mine erindringer. Jeg er i fuld gang med bind nummer to, men noget tyder på, at der også gerne skulle komme et bind nummer tre. Det håber jeg, at jeg når. Jeg har skrevet halvdelen. Denne gang vil jeg gerne skildre Socialdemokratiets historie og udvikling. Men jeg ved jo ikke, hvordan mit forår bliver, om jeg pludselig bliver helvedes dårlig af den kemo. Så jeg må skrive, som jeg nu kan.«

Er du et troende menneske, eller hvad tror du på, der sker, når vi dør?

»Jeg er meldt ud af folkekirken. Jeg har engang skrevet en artikel i Kristeligt Dagblad om, at jeg betragter Jesus på linje med hønisser og andre nisser. Jeg tror, at når man dør, så er man væk, og så skulle man gerne have sat sig de spor i livet, som man har ønsket. For mig vil det være politiske spor, for jeg har ingen børn. Jeg har da fået sat politiske spor, der betyder, at kvinder spiller en anden rolle i samfundet i dag. Jeg har været dybt engageret i politik i 40 år, og jeg elsker at komme rundt i landet og holde foredrag. Jeg håber på, at jeg vil kunne overholde alle de aftaler, jeg allerede har i kalenderen, for det giver så meget glæde. Det er dem, der har været med til at få mig i så god form.«

Blå bog – Ritt Bjerregaard

Født 19. maj 1941- fylder altså 75 år til maj
Uddannelse: Lærer
Gift med historiker Søren Mørch, 82
Bopæl: Østerbro, København
Overborgmester i København: 2006-2009
Medlem af Folketinget 1971-94 og 2001-2005
Miljøkommissær i EU 1995-1999
Undervisningsminister 1973 og 1975-78
Socialminister 1979-81
Fødevareminister 2000-2001

Sådan booster Ritt Bjerregaard sit immunforsvar.

Ritt Bjerregaard føler, at hun har passet rimelig godt på sig selv gennem et langt liv. Men efter kræftoperationen sidste sommer har hun passet ekstra godt på sig selv.

»Jeg har været flink til at passe min pilates, jeg cykler, går ture, spiser fornuftig mad og passer mine sengetider. Nogle gange svømmer jeg også. Jeg er gået meget op i at undersøge, hvordan mad og motion kan være med til at bygge kroppen op. Jeg har passet på mig selv og er faktisk i ret god form til at klare kemoen nu, siger Ritt Bjerregaard.«

Hun har faktisk taget næsten et kilo ekstra på ved at spise en ekstra portion mad og smøre lidt ekstra smør på rundstykket om morgenen. For det er godt at have lidt at tære på, nu hvor kemobehandlingen er indledt.

Afstressning

»Men jeg skal vænne mig til, at jeg ikke vil have så mange kræfter fremover. Jeg skal være bedre til at prioritere og sige fra. Det er ikke nemt, når man er mig. Men jeg har lært, at når jeg begynder at snappe ad folk og hidser mig op, så er der tid til at tage den med ro. Så tager jeg gerne en uge i sommerhuset eller sørger for at slappe af herhjemme.«

Overlæge: »Det er alvorligt«

Generelt er der efterhånden en god prognose for at helbrede tarmkræft. Hvis den bare opdages i tide, så den kan opereres væk. Men hvis først kræften har spredt sig, er prognosen mere mørk, siger overlæge Jens Oluf Pedersen fra Kræftens Bekæmpelse.

»Der er omkring 20 pct., som lever fem år eller længere, når kræften først har spredt sig til lungerne. Den har nok været der siden den første operation, men er bare først blevet opdaget nu. Problemet er, at man ikke kan fjerne metastaser ved operation, hvis der er flere svulster. Men der er bestemt behandlingsmuligheder alligevel,« siger Jens Oluf Pedersen.

Han peger på, at der findes flere former for kemoterapi, og de kan kombineres på flere forskellige måder, så kræften kan holdes i ave. Men det er vigtigt, at kroppen er stærk nok til at klare behandlingen.

Den rigtige beslutning

»Det lyder som den helt rigtige beslutning, Ritt Bjerregaard tog i sommer, da hun fravalgte kemoterapi, fordi hun var for svag. Men nu er hun i en anden situation, hvor hun er i god form igen. Det er vigtigt at leve så fornuftigt som muligt og styrke sit immunforsvar. Hvis der skulle komme bivirkninger på et tidspunkt, vil man også kunne behandle dem. Det, lægerne vil vurdere, er, om der er en reel gevinst ved behandlingen. Hvis kemoterapien ikke længere har en effekt, og bivirkningerne eventuelt bliver for store, vil man overveje at opgive behandlingen. Men ikke før det.«